HI kom flyvende fra start

Stensikker 3-0 sejr i fredagens premierekamp mod Avarta

Fodbold Hundesteds nyoprykkede Serie 1 mandskab fik en forrygende start på efteråret, da de fredag aften indledte turneringen med en sikker og helt fortjent 3-0 sejr over Avarta på Espelundens idrætsanlæg i Rødovre.

På trods af afbud fra Casper Købke, Anders Henriksen og Yaser Osman var Hundested totalt dominerende, og afgjorde reelt pointenes fordeling allerede i 1. halvleg.

Allerede i det 4. minut bragte Mark Rydahl Hundested på 1-0, da han i to omgange fik overlistet hjemmeholdets målmand. Blot et kvarter senere blev det 2-0 til de blå. Stefan Prio forsøgte sig langt udefra, og herefter var Pelle Andersen Nexø lynhurtigt over riposten fra målmanden og scorede sikkert.

Kort efter fik hjemmeholdet bolden i nettet, men scoringen blev annuleret pga. offside.

Og da Hundested i det 36. minut bragte sig på 3-0 var det afgørelsen på kampen. Igen var det Mark Rydahl der scorede, denne gang efter fint oplæg Jacob Rocatis.

Avarta forsøgte sporadisk, at komme tilbage i kampen, men havde det svært overfor Hundesteds defensiv og ikke mindst Simon Petersen i målet.

Netop Simon Petersen kom i fokus kort inde i 2. halvleg, da hjemmeholdet fik tilkendt et straffespark. Jeppe Søborg kom alt for sent i en tackling og straffesparket var helt korrekt dømt.

Simon Petersen kastede sig til den rigtige side og fik afværget forsøget fra pletten, til stor jubel for holdkammerater og tilhængere. en klasse redning, og en redning der hev den sidste tro ud af Avartas spillere.

Herfra spadserede Hundested nærmest sejren hjem, og egentlig burde Hundested have scoret yderligere. Et par kæmpe store chancer blev brændt i slutfasen, hvor hjemmeholdet kunne prise sig lykkelige for deres målmand, der hev flere flotte redninger frem.

"Vi er rigtigt glade for de tre point, vi havde forventet en meget svær kamp mod Avarta's divisionsreserver", lød det fra assistentræner John Majgaard efter kampen.

Hundested skal følge op på det flotte premiere resultat, når de på søndag tager imod nedrykkerne fra Sjællandsserien Espergærde. Kickoff kl. 13.30.