
atletik: Herlufsholms atletikmænd er avanceret i danmarksturneringen. Sydsjællænderne vandt suverænt 2. division øst og er fremover placeret i 1. division – den næstbedste række.
– Der skulle have været et kvalifikationsstævne, men ingen klubber ønskede at stå som arrangør. Så jeg går da ud fra, at vi er rykket op, da vi vandt vores række, lyder det fra Herlufsholm-træneren Jørgen Nielsen.
Og det er HG. I hvert fald ifølge formanden for danmarksturneringsudvalget i Dansk Atletik Forbund, Flemming Hedeager.
– HG er rykket op. Medmindre der lynende snart kommer en klub og melder sig for at holde kvalifikationsstævnet, men jeg tvivler. Så lige nu er HG i 1. division sammen med Amager, Ballerup, Greve, Helsingør og FIF, siger Hedeager til Sjællandske.
Jørgen Nielsen glæder sig til udfordringerne i 1. division, og han mener, holdet er godt nok til at kunne klare sig.
– Det var for så vidt ikke noget, klubben havde sat næsen op efter, da vi stablede holdet på benene før denne sæson. Men vi vil klare os fint i 1. division. Vi vandt 2. division meget stort og har et stærkt hold, siger HG-lederen.