Herrens veje fører til Stenløse kirke

Optagelserne til anden sæson af DR's søndagsserie 'Herrens veje' er lige nu i fuld gang i Stenløse kirke

Foto: Jakob Markert

'God moves in a Mysterious Way', bliver der sunget i introsangen til DR's store søndagsdrama 'Herrens veje', hvis første sæson løb over skærmen i det netop afsluttede efterår.

Det må også umiddelbart have virket mystisk for en Stenløseborger, der lagde vejen forbi mandag eftermiddag, at blive mødt af flere store optagevogne, et hav af mennesker, og ikke mindst Lars Mikkelsen i præstekjole ude foran byens kirke.

Man skal dog ikke lade sig narre. Ingen af de ovenstående ting er specielt mystiske eller et tilfældigt sammentraf. De er tværtimod plan- og tilrettelagt ned til mindste detalje. Her er det DRs veje, som man følger.

"Da vi startede arbejdet med 'Herrens veje' for tre år siden, havde vi hurtigt brug for at finde den kirke og præstegård, der kunne sætte rammen for fortællingen. Det var lettere sagt end gjort, og jeg tror, at vi var rundt og kigge på samtlige kirker i Storkøbenhavn," fortæller producent på serien Camilla Hammerich.

Valget faldt altså til sidst på Stenløse kirke, da den kunne kombinere kravene om at være en gammel kirke, der ikke så for stor og prægende ud, men dog havde både en præste- og kirkegård placeret på kirkegrunden.

"Det var meninghedsrådet, der i sidste ende skulle give os lov til at filme i Stenløse kirke. Derfor tog Adam Price ud til dem for at fortælle om serien. Det er jo klart, at vi fylder en del, mens vi optager, men samtidig er serien med til at skabe noget fokus på kirken, Jeg tror egentlig bare, at meninghedsrådet syntes, at det kunne være sjovt at være med," siger Camilla Hammerich.

Derfor har DR nu i to år løbende optaget scener i Stenløse kirke. Denne mandag er de nået til optagelserne af to scener til seriens afsnit 14. DR har valgt at organisere optagelserne således, at de optager to afsnit til serien af gangen, hvorefter de holder pause i optagelserne. I løbet af sådan en periode bruger holdet 3-4 optagedage i Stenløse kirke. En hurtig hovedregning fortæller altså, at der indtil videre samlet har været optagelser i Stenløse kirke i op mod 28 dage.

"I dag mødtes vi kl. 13 på DR, og så er der optagelser til midnat. Vi skal filme en stor scene, som der i alt er afsat 6½ time til at få i kassen. Når den i sidste ende er klippet sammen, kommer den til at udgøre omkring fire minutter af afsnittet," forklarer Camilla Hammerich.

Der er ingen tvivl om, at det er et tidskrævende og kæmpe logistisk opgave at filme 'Herrens veje'. Præstegården er da også fuld af liv denne mandag. I et rum sidder de over 100 statister og får den sidste briefing, et andet sted får skuespillerne lagt sminke og kan efterfølgende slappe af i et lille afsides rum, inden deres arbejde begynder, imens lydmænd, lysmænd, producenter og alle mulige andre, der er med omkring serien, løber rundt på gangene – alle med hver deres mål i sigte.

"Det er klart, at der er nødt til at være et hierarki på produktionen, og folk skal møde til tiden, for at vores tidsplan kan holde. Vi har også ansatte, der ligger en plan for, hvem der skal parkere hvor ved kirken, og hvor kaffen skal være," siger Camilla Hammerich.

Kirken i Stenløse skal i serien forestille at være den kirke, hvor Lars Mikkelsens rolle Johannes er provst, og det er derfor også en meget vigtig location for produktionen.

"Jeg ved jo godt, hvor meget vi fylder, og indimellem bliver vi nødt til at stå udenfor og råbe og skrige om aftenen for at få en scene i hus. Derfor er vi også meget glade for, at der har været et godt samarbejde med både meninghedsråd og kirke," siger Camilla Hammerich, der samtidig fortæller, at de generelt har mødt stor velvilje fra Folkekirken, også selvom fortællingen ikke kun skildrer positive sider af kirken:

"Det er jo på godt og ondt en historie om mennesker og deres mangel og søgen efter tro. Her er kirken arenaen, hvor det primært foregår, men det er jo ikke som sådan en historie om Folkekirken. Det er en kompleks serie, men vi er rigtig glade for resultatet," siger hun.

Hos virkelighedens provst i Stenløse kirke, Eskil Simmelsgaard Dickmeiss, er der heller ikke noget negativt at sige om optagelserne og samarbejdet med DR:

"Det har været både spændende og voldsomt at se hvor omfattende et projekt, det er. DR har været høflige hele vejen igennem. De kommer ikke bare vadende og tager meget hensyn til os. Så det har været helt uproblematisk," siger han og bruger som eksempel på det gode samarbejde, at DR inviterede kirken ud til DR Byen, hvor de fik lov til at se det studie, hvor store dele af 'Herrens veje' også bliver optaget.

At meninghedsrådet valgte at sige ja til optagelserne skyldes, at de fandt det spændende, at DR ville lave en serie med fokus på tro og kristendom og på den måde åbne op for en snak om netop disse emner.

"Vi har mærket en stor lokal interesse for serien. Det er jo ikke fordi, at der nu kommer en horde af mennesker for at se kirken, men serien er jo noget, som alle snakker om, og mange oplever den som meget voldsom," fortæller Eskil Simmelsgaard Dickmeiss, der på baggrund af serien ofte er blevet stillet følgende spørgsmål:

"Når de har set provsten i serien, siger folk til mig, at 'sådan er du jo ikke, vel?', og nej, det er jeg ikke. Det er et meget specielt præstebillede, der tegnes. Sådan er det jo i dramaserier," siger han, der dog alligevel godt delvist kan genkende nogle af de konflikter, som 'Herrens veje' opstiller internt i kirken fra det virkelige liv som provst.

Provsten peger på, at serien for ham bliver bedst, når den giver sig tid til at dvæle ved tingene, og her peger han blandt andet på Johannes samtale med en mand, der er bange for at dø som et godt eksempel.

"Der er serien en gave og giver seerne noget at snakke om – og så spiller alle skuespillerne helt vildt godt. Det er virkelig kvalitet," siger Eskil Simmelsgaard Dickmeiss.

I Stenløse har de da også planer om fremover at bruge seriens indhold aktivt i deres samtaler om kirken og tro.

"Til foråret vil vi gerne lave nogle samtaleaftener om seriens afsnit og temaer. Hvad er på færre? På den måde kan vi bruge serien som et springbræt til at diskutere tro," fortæller Eskil Simmelsgaard Dickmeiss.

Optagelserne til anden sæson af 'Herrens veje' slutter efter planen til juli, så serien igen kan rulle over skærmene i august 2018 – og måske ved hjælp af Folkekirken være med til at afmystificere herrens ellers uransagelige veje en smule rundt omkring i befolkningen.