Helikopter henter skiløber efter uhyggeligt styrt

Den amerikanske skiløber Tommy Ford er ved bevidsthed efter et slemt styrt i Schweiz.

Skiløberen Tommy Ford blev fløjet væk af en helikopter efter sit voldsomme styrt i Adelboden.
Skiløberen Tommy Ford blev fløjet væk af en helikopter efter sit voldsomme styrt i Adelboden.

Skiløberen Tommy Ford blev lørdag fløjet væk i helikopter efter et uhyggeligt styrt i mændenes storslalomkonkurrence ved World Cup-stævnet i schweiziske Adelboden.

Amerikaneren var på vej ned ad pisten og nærmede sig målstregen, da han mistede kontrollen.

I høj fart rullede Ford rundt og ramte til sidst sikkerhedsnettet. Billederne fra uheldet viste, at han lå stille efter sit styrt.

Han blev behandlet på stedet og blev derefter fløjet væk i helikopter.

Norsk TV2 melder ifølge NTB, at Ford er på hospitalet, hvor han får undersøgt hovedet og kroppen for skader.

US Ski & Snowboard Team skriver i et opslag på Twitter, at amerikaneren er ved bevidsthed og talte med lægerne, da han blev fløjet væk.

Styrtet var det andet alvorlige i Adelboden på to dage. Fredag væltede norske Lucas Braathen og pådrog sig en slem knæskade. Han meldes ude for resten af sæsonen.

Franskmanden Alexis Pinturault vandt storslalomkonkurrencen for anden dag i træk. Efter de to gennemløb var han mere end et sekund hurtigere end nummer to, kroaten Filip Zubcic, mens schweizeren Loïc Meillard blev nummer tre.

De mandlige alpinløbere har afviklet 16 World Cup-konkurrencer i sæsonen, og Pinturault har en solid føring i den samlede World Cup. Søndag fortsætter sæsonen samme sted med en almindelig slalomkonkurrence.

De bedste kvindelige alpinløbere var også i aktion lørdag. I østrigske St. Anton vandt italieneren Sofia Goggia i styrtløb foran østrigeren Tamara Tippler og amerikaneren Breezy Johnson.

Det var Goggias anden World Cup-sejr i sæsonen, og hun fører World Cuppen i styrtløb og ligger nummer tre i den samlede World Cup.

Søndag afvikler kvinderne Super-G-konkurrence i St. Anton.