I Skuldelev ved man, at når man byder flygtninge velkommen, så handler ikke kun om at de, qua kommunens anvisninger, får tag over hovedet. Nej, det handler også om at dele det sociale liv, om at få de liv som leves af dem, der allerede er her, til at passe sammen med de liv, der ankommer.
Asger Clausen fra Skuldelev har sammen med omkring 30 andre lokale borgere udvist social støtte til de nytilkomne hovedsageligt fra Syrien og Eritrea.
"Jeg synes det er flovt, når landets integrationsminister siger, at det er vanskeligt at komme til Danmark. Vi peger fingre ad svenskerne, når de lukker grænserne. De har taget 200.000 flygtninge ind. Vi lukker grænsen, efter at bare 20.000 er kommet ind i landet. Jeg har altid været stolt over at være dansker i Sverige. Jeg har et hus deroppe. Nu dukker jeg mig. Folk spørger, om vi alle er racister," fortæller Asger. Han understreger dermed, hvorfor han er så opsat på at hjælpe vores nye medborgere. Så smiler han og siger:
"Men det er ikke den eneste grund til, at jeg hjælper, for jeg får rigtigt meget igen den anden vej."
At det ikke kun er Asgers engagement, som skal nævnes, ligger ham meget på sinde. For som han siger, så er der mange i Skuldelev som hjælper de nye medborgere, for hvem alt er fremmed: kultur, sprog og hverdag.
"Jeg er lidt stolt af det sammenhold, vi har her i byen. Folk ringer til mig og spørger, om de kan bruges til noget." Asger fortæller, at flere fra byen melder sig som chauffører, hvis flygtningene har brug for at blive kørt. Andre kommer med aflagt tøj og legetøj. En anden kunne skaffe fem fribilletter til DM i speedway. En computer er også blevet fremskaffet, fordi en ung mand fra Syrien havde brug for den i undervisningen på Teknisk Skole. Da der skulle installeres trådløst netværk, tilbød en anden mand fra byen at hjælpe.
"Der var også ham, som tilbød at give flygtningene en sejltur på fjorden. Omkring 16 personer meldte sig, så han var nødt til at sejle to ture."
Asger fortæller, at en 18-årig kvinde undervejs på sejlturen fortalte skipperen, at da hun på sin vej til Danmark blev sejlet fra Tyrkiet til den græske ø Lesbos, var båden på samme størrelse. Forskellen var bare, at hvor de på Roskilde Fjord var otte mennesker om bord, så var de på turen i Middelhavet 80 flygtninge med i båden.
Der er også blevet arrangeret flere ture rundt til Hornsherreds serværdigheder og en fisketur til en nærliggende sø.
"Kort tid efter så jeg de samme mennesker ved byens gadekær, hvor de nu stod og fiskede efter guldfisk. Der er så mange af dem, så pyt med det." Asger smiler, hans opmærksomhed er for et øjeblik rettet mod idrætshallen. Det er her Lokalavisen en onsdag aften har sat nogle af de lokale borgere stævne. Et par drenge vinker til Asger. De er ved at være færdige med onsdagens træning. Et nyt hold spillere dukker op. Unge mænd i træningstøj og med plastikposer i hænderne, oprindeligt fra Syrien og Eritrea, blander sig med etniske danskere, mænd i alderen 40 plus. Snart skal de unge spille mod klubbens Old Boys, noget 29-årige Mia Madsen, der også er kommet, har fået arrangeret.
"Det startede oprindeligt med, at jeg som ergoterapeutstuderende skulle lave et skoleprojekt med flygtningene fra Skuldelev kro. Da projektet var færdigt, fik jeg lyst til at fortsætte med at hjælpe til gennem Røde Kors," fortæller Mia. Hun oplever, hvordan de nye medborgere hun møder, er meget opsatte på at blive integreret i det danske samfund.
"De går på sprogskole i Frederikssund hver dag. Men når de kommer hjem, har de ikke noget at lave. De har så mange ressourcer, og de vil så gerne have et arbejde og lære dansk."
Mia fortæller, at fodbold er en universel måde at være sammen på. Derfor kontaktede hun klubben kort før jul for at spørge, om de unge mænd måtte spille med. Svaret var ja, og siden har de hver onsdag aften spillet mod Old Boys holdet i Skuldelevhallen. Fodbold kan snakkes og forstås, ligemeget hvor man kommer fra.
"Jeg er så glad for, at klubbens Old Boys hold har budt dem velkommen," siger Mia og smiler. Selv spiller hun ikke med, men oftest er hun med på sidelinjen. "Det giver bare mening for mig at hjælpe. Jeg får så meget igen," siger hun og kigger hen på Asger. Han nikker.
