Haslev Kulturhusgruppe klar med ny event

Foto: Thomas Brosø

Der er Noget at glæde sig til: Det siger Kulturhusgruppen i Haslev, der har brugt de seneste uger på at få aftalerne i hus til det årligt tilbagevendende kulturhus-event, som i år afholdes lørdag den 18. august fra kl. 10 til 22.

I år er der lagt en arbejdstitel ind over dagen, der hedder kultur og sundhed.

– Vi har lyst til at udvide kulturen i vores lokalområde til også at rumme den fysiske og mentale sundhed, som er så vigtig for det gode liv, fortæller Maja Brandt, næstformand i foreningen.

Der er lavet aftale med Fit&Sund som kommer og præsenterer forskellige behandlingsformer, bl. a akupunktur, kiropraktik og bindevævsmassage og der vil blive mulighed for at få en lille prøvebehandling – ganske gratis.

– Derudover starter vi traditionen tro med outdooryoga efterfulgt af spændende debat med fokus på det gode liv, hvor Rasmus Birkerod vil styre slagets gang. Vi glæder os til at præsentere nogle virkelig kompetente paneldeltagere, der har noget på hjertet i forhold til at debattere det gode liv, siger Rune Brandt Hermannsson, formand i foreningen.

Som en fast del af kulturgruppens vartegn har man også i år flere musikalske oplevelser på programmet: Først muligheden for at høre Duo Dejlig, hvor man kan synge med på de største internationale og danske hits når Duo Dejlig står for akkompagnementet på luksus lejrbålsguitarer og sætter stemningen med sang.

Og senere på eftermiddagen bliver der gensyn med Jazzduoen Catrine Frølund og Helle Møller, der spiller og synger sange, plukket fra det enorme katalog af jazzklassikere, hvor der sendes hilsner til både Joni Mitchell, Rickie Lee Jones, Monica Zetterlund, Cohen, Bowie og Beatles.

– Vi slutter dagen af med pop-up-restaurant med middag lavet af lokale råvarer og lækkert tilberedt af vores huskok Jan Steen. Kort sagt er der alt mulig grund til at sætte stort kryds i kalenderen lørdag den 18. august – der er noget for hele familien, og så er det også noget at glæde sig til, når ferien er slut, slutter Maja Brandt.

Arrangementet foregår på Kultunariet, Søndergade 12 i Haslev – og foruden det allerede nævnte bydes der også på træklatring – for dem der tør…

Følg med på facebooksiden Haslev Kulturgruppe, hvor der løbende bliver opdateret.