Har du filter mod børneporno

Rigspolitiet giver dig nu muligheden for at teste, om din internetudbyder sørger for, at du er omfattet af blokeringsordningen mod børnepornografisk materiale

Foto: Claus Dalskov

Alene i januar i år blev cirka 2700 internetbrugere hver dag mødt af et skærmbillede på deres computer, hvor det forklares, at der er blevet blokeret for adgangen til den side, de forsøgte at komme ind på. Det sker, fordi siden indeholder børnepornografisk materiale og er med i Rigspolitiets liste over børnepornosider. Rigspolitiets Nationale IT-Efterforskningscenter, NITEC indsamler i samarbejde med blandt andet Red Barnet, internetudbyderne og internationale samarbejdspartnere oplysninger om domæner med børnepornografisk indhold. Listen indeholder til dato en liste på cirka 8500 forskellige hjemmesider, som er blevet leveret til de internetudbydere, som indgår i samarbejdet. Internetudbyderne blokerer efterfølgende adgangen til disse domæner, så deres brugere ikke kan tilgå domænerne. Nu kan du på politiets hjemmeside teste, om du via din internetudbyder er omfattet af blokeringsordningen. http://www.politi.dk/da/borgerservice/boernepornofilter/