Håndværkere skal betale mere for affaldet

Foto: Fotograf Anders Ole Olsen ©, Michael Degn
Stenlille Genbrugsplads
Stenlille Genbrugsplads © Anders Ole Olsen / Sj¾llandske Medier

I en række nordsjællandske kommuner er det nu blevet dyrere for håndværksvirksomhederne at aflevere deres affald. Ved årsskiftet er et årskort for almindelige håndværkere steget fra 3300 kroner til 5400 kroner.

– Vestforbrænding ønsker gebyret for både private og erhverv så lavt som muligt, men vi følger selvfølgelig de principper, Miljøstyrelsen finder dækkende og kan stå inde for, udtaler direktør Ivar Green-Paulsen fra Vestforbrænding i en pressemeddelelse.

Ifølge virksomheden er stigningen en konsekvens af, at Miljøstyrelsen vurderer, at en større del af affaldet reelt er erhvervsaffald, selvom det kommer fra en husholdning. Derfor skal håndværksvirksomhederne til lommerne i år, selvom kommunernes omkostning til genbrugsstationer har været stabile i en årrække.

Vestforbrænding håndterer affaldet i 19 kommuner, heriblandt Egedal, Furesø, Frederikssund, Gribskov, Halsnæs og Hillerød.