
Hvis mændene skulle kede sig, mens partneren kigger på smykker, kan man tage et hvil i en polstret stol og nappe sig en whisky …
Det er nye tider for guldsmed Christina Bendix, der driver firmaet Bendix Copenhagen.
Efter et år i skurvogn har hun nu fundet sig godt til rette i nye rammer i væksthuset Propellen på Hundested Havn, hvor hun driver butik og har værksted.
"Det er fantastisk at komme herind, hvor der er lyst og rummeligt. Man føler sig velkommen, og jeg er gået efter at skabe en stemning af noget råt og eksklusivt," fortæller Christina Bendix i sit nye lokale.
Hun forventer en større synlighed både sommer og vinter ved at ligge i Propellen.
"Forretningen går godt, og jeg har fået min første faste forhandler i Aarhus, ligesom jeg det næste år har en fast udstilling på Hotel d'Angleterre i København."
"Jeg har stor fokus på prototyperne af de unikke smykker, som jeg designer, hvorefter produktionen foretages i Schweiz. På sigt skal jeg kigge mod udlandet angående eksport," siger hun.
Prioriteringen af opgaverne som enkeltmandsvirksomhed er klar:
"I højsæsonen er der mange mennesker, så her vil jeg primært passe butikken. Senere skal jeg have en ansat til at hjælpe."
Indimellem vil butikken byde på variation i sortimentet, så ud over smykker, ure, og solbriller sælges der også f.eks. lakrids og vin.