Goldman Sachs tager massivt underskud efter skattenedskrivning

Skattereform koster Goldman Sachs underskud på knap 13 milliarder kroner i fjerde kvartal.

Storbanken Goldman Sachs må se sin bundlinje forsvinde ned i et stort underskud på godt 2,1 milliarder dollar – svarende til næsten 13 milliarder kroner – i fjerde kvartal, viser selskabets regnskab.

Det sker ifølge Ritzau Finans efter en nedskrivning på hele fem milliarder dollar på et udskudt skatteaktiv i fjerde kvartal.

Det svarer til et underskud per aktie på 5,51 dollar. Renser man for nedskrivningen, som også er set hos flere af bankens branchekolleger, blev resultatet dog 5,68 dollar per aktie mod ventet 4,91 dollar blandt analytikerne ifølge estimater fra Bloomberg News.

Nedskrivningen på fem milliarder dollar, der svarer til 30 milliarder kroner, stammer fra et skatteaktiv, der har rødder til årene med store underskud i tiden efter finanskrisen, som Goldman Sachs senere har kunnet bruge til at spare på skatten.

Med den nye amerikanske skattereform, der sænker selskabsskatten til 21 procent fra 35 procent, reduceres værdien af skatteaktivet dog tilsvarende. Det har krævet en nedskrivning.

Hos branchekollegaen Citigroup, der afleverede tal for fjerde kvartal tirsdag, var nedskrivningen hele 22 milliarder dollar, mens Bank of America kunne nøjes med 2,9 milliarder dollar.

Goldman Sachs er måske i Danmark mest kendt for sin rolle i forbindelse med statens udsalg af Dong Energy.

Fjerde kvartal bød dog også på et endegyldigt farvel til Goldman Sachs som medejer af den danske energikæmpe.

12. oktober meddelte Goldman Sachs, at den resterende aktiepost på 11,4 millioner aktier – svarende til 2,7 procent af selskabet – var solgt.

Goldman Sachs købte sig ind i det delvist statsejede selskab i 2013 og erhvervede knap 18 procent af selskabet for 8 milliarder kroner.

Sammenlagt har salgene af aktieposten på knap 18 procent indbragt Goldman Sachs 20,4 milliarder kroner – en forrentning på 155 procent på bare fire år.