Debat
Stevns: En historisk milepæl i processen mod en statsvej er nået. Det er utroligt glædeligt for hele Stevns, at der nu er enighed om en linjeføring. Et modigt og flot stykke politisk håndværk, udført af to forudseende og vedholdende politikere, nemlig daværende borgmester Mogens Haugaard (Nyt Stevns) og 2. viceborgmester Steen S. Hansen (S), som i sidste valgperiode lagde de store grundsten til vejen, der nu har givet bonus.
Det, de to herrer formåede, var at stå sammen om at lægge et sydligt alternativ til den nordlige vej på bordet og holde fast i det, trods modstand – blandt andet fra Venstre.
Det var lige nøjagtigt Mogens' og Steens sydlige alternativ, der banede vejen for at nå til enighed med Køge, hvilket betød, at de to kommuner kunne gå sammen til ministeren for et par år siden, med ønsket om en vej til Stevns.
Enighed var nemlig helt afgørende. Nu har Vejdirektoratets længe ventede rapport oven i købet konkluderet, at den sydlige linjeføring har størst samfundsmæssig gevinst og flytter flest biler. En statsvej til Stevns vil få en enorm betydning for vores lokalsamfund langt ind i fremtiden. Ikke kun i forhold til aflastning af trafikken og kortere transporttid, men også for erhvervsudvikling, tilflytning til kommunen og ikke mindst turismeudvikling.
I Nyt Stevns glæder vi os og venter spændt på, at Folketinget vedtager næste etape og afsætter penge til at få gennemført VVM-undersøgelsen.
Poul Erik Brixtofte, formand
Rene Langelund Larsen, næstformand
Nyt Stevns