Godt for Vestegnens unge

Foto:

Den store fusion mellem de to ungdomsuddannelser Cph West og KTS modtages positivt på Christiansborg.

Når elever og lærere her efter nytår møder ind, så er kammerater, klasselokaler og alt det andet det samme, som da juleferien startede. Også navnet over indgangsdøren.

Det vil dog ændre sig. Kort før jul blev en fusion mellem Cph West og KTS en realitet.

Den nye skole bliver landets største af sin slags. Den nye skole – hvis navn endnu er hemmeligt – vil kunne tilbyde hele paletten af ungdomsuddannelser, tæt på hvor de unge bor. Cph West har uddannelser i blandt andet Ishøj, Albertslund, Taastrup og hovedstaden, mens KTS har uddannelser i både Rødovre, Glostrup/Albertslund og hovedstaden.

»Jeg synes det er godt for Vestegnens unge og for deres valgmuligheder. De unge får lettere ved at vælge ungdomsuddannelse, tæt på hvor de bor. Jeg vurderer også, at det vil blive lettere at samarbejde lokalt, blandt andet i forhold til erhvervslivet rundt om i lokalsamfundene,« siger Morten Bødskov (S), der er folketingsmedlem, valgt på Vestegnen.

Mikkel Dencker (DF), der også er valgt på Vestegnen, er på linje:

»Jeg håber man får et større udvalg af ungdomsuddannelser, tæt på hvor de unge bor. Det vil være godt for Vestegnens unge. Det burde give et større samlet uddannelsesmiljø med bedre muligheder, og desuden en bedre vejledning af de unge. Man kan også sige, at det lægger et pres på kommunerne om at give de unge endnu bedre vejledning,« siger Mikkel Dencker.

Mattias Tesfaye (S), der også er valgt på Vestegnen, og er Socialdemokraternes erhvervsuddannelsesordfører, understreger, at det gælder om at fastholde udbuddet lokalt:

»Fusionen kan blive god for Vestegnen – nu handler det om at fastholde udbuddet af uddannelser på Vestegnen, så det ikke centraliseres på skolens københavnske adresser,« siger Mattias Tesfaye.

Den nye skole vil få cirka 8.000 årselever og cirka 1.100 medarbejdere – altsammen fordelt på 14 adresser i det storkøbenhavnske område.

Det ligger fast, at der vil ske ændringer, hvor nogle uddannelser flytter sammen, for at skabe attraktive uddannelsesmiljøer. Den endelige plan er dog ikke fastlagt.