Der blev vendt op og ned på topplaceringerne i serie 3 pulje 2 i weekendens runde, hvor de tre tophold Frem Hellebæk, HGI og Alsønderup alle tabte deres respektive kampe. Brødeskov leverede en flot indsats og vandt 1-0 over Frem Hellebæk, mens HGI tabte med samme cifre til Fredensborg. ASGI tabte 3-1 til Blovstrød, som dermed spillede sig op på tabellens førsteplads.
Brødeskov kom med sejren over Frem Hellebæk op på ti point, og det er især interessant, at oprykker-holdet har fået halvdelen af de ti point imod de tre nuværende tophold Blovstrød, Frem Hellebæk og HGI. Men med kun fire point imellem nummer et og nummer ni, er intet afgjort på nuværende tidspunkt, hvor der mangler fire kampe. jfc