
Da Smedegården i sin tid startede, var det som enkeltmandsfirma. Nu beskæftiger firmaet 15 medarbejdere, hvoraf de fire er Leon Nielsen samt hans kone og to sønner. Fra på onsdag vil Leon Nielsen dog være tilbagetrukket fra firmaet, i det han går på pension og overlader »roret« til de to sønner Thomas og Danny Nielsen.
Lang historie på kort tid
I 1971 startede Leon Nielsen eget firma i lejede lokaler på Rørvigvej. Konen Eva Nielsen trådte til som medhjælpende hustru, og styrede firmaets økonomi, hvilket hun stadigvæk gør.
Kort tid efter flyttede firmaet til Algade i Nykøbing, hvorefter det stille og roligt begyndte at vokse i omsætning og medarbejderstab. Da Leon Nielsen så i 1970 opkøbte Keld Madsens lignende virksomhed i Rørvig, bevarede man både værkstedet og den fast tilknyttede mand derude.
– Det er nu sjovt nok, for præcis i de lokaler vi har idag, har jeg selv stået i lære, fortæller Leon Madsen. – Dengang var det firmaet J.V. Clausen der »boede her«, og før det har der været andre smede i Smedegården. Faktisk, har adressen på Svanetorvet dannet rammen om smedevirksomhed i 121 år, fortæller Leon Nielsen videre.
Til smedegården i 1987
Da der blev mulighed for at overtage Smedegården i 1987, slog man til, og byggede det kontor, bolig og udstillingslokalet der idag ligger Svanetorvet 10 i Nykøbing.
Og virksomheden er blevet ved med at udvikle sig igennem tiden.
Thomas Nielsen på 40 år er ældste søn af Leon og Eva Nielsen. Han har arbejdet i firmaet i 15 år, hvoraf de sidste syv år har været som medejer.
Lillebroderen Danny Nielsen på 27 år, har været i lære i firmaet, og har siden været delvist ude at sejle og delvist arbejdet i firmaet. Han træder nu også indsom medejer, og flytter samtidig ind i den private beboelse der hører til Smedegården.
Stabil virksomhed
-Jeg ved at jeg har bygget en stabil virksomhed op, som jeg kan overlade til mine sønner. De er lige så engagerede i firmaet som jeg selv, så jeg har ikke problemer med at give slip, siger Leon Nielsen videre.
– Ja, vi har en virksomhed der spænder bredt, og som både laver gammeldags smedearbejde, nyt VVS, samt monterer de meget teknisk avancerede jordvarmeanlæg der er en del af den grønne teknologi, siger Thomas Nielsen.
Reception på Svanetorvet
Smedegården fejrer både jubilæum og generationsskifte ved en reception på Svanetorvet onsdag den 1. juni klokken 13.00-17.00, hvor alle er velkomne.
eha nordvest.dk