Nu kan du aflevere dit genbrugsaffald, lige når det passer dig. Stenløse Genbrugsstation holder nemlig som noget nyt åben døgnet rundt for både borgere og virksomheder. Pladsen er som altid bemandet i åbningstiden fra klokken 10 til 18 og ellers ubemandet resten af døgnet. Ordningen koster ikke ekstra. Alt, hvad du skal gøre, er at tilmelde dig på vestfor.dk og bruge mobilen som 'nøgle'.
"Det er kun få måneder siden, at vi genåbnede Stenløse Genbrugsstation i Toppevad med et nyt smart rampeanlæg, der gør det nemt at aflevere affaldet. Nu gør vi det også nemt på alle tider af døgnet. En døgnåben genbrugsplads er bedre borgerservice for både private og virksomheder. Samtidig får vi en bedre sortering af affaldet og mindre pres på i weekenderne. Det viser erfaringer fra andre døgnåbne genbrugsstationer," siger formand for Teknik- og Miljøudvalget, Peter Hansen ifølge en pressemeddelelse fra Egedal Kommune.
For at bruge pladsen hele døgnet skal du tilmelde dig på genbrugsplads.info/tilmeld-privat/, hvis du er privatperson. Virksomheder skal gå ind på genbrugsplads.info/tilmeld-erhverv/. Når du er tilmeldt, får du to telefonnumre via mail, et som du skal ringe op til for at komme ind på genbrugspladsen og et til, når du skal ud.