
Fredagens 7. etape i Tour de France var ikke specielt begivenhedsrig, og lørdagens cykeltur fra Dreux til Amiens kan på forhånd godt ligne endnu en stille dag med en massespurt som afslutning.
Det stærke Quick-Step-hold jagter naturligvis revanche til Fernando Gaviria, der fredag måtte se sig slået af Dylan Groenewegen.
– Vi kører selvfølgelig efter en sprint. Det er jo derfor, vi har taget Fernando med, siger Brian Holm, der er sportsdirektør på Quick-Step.
Den colombianske sprinter var overlegen på 1. og 4. etape, men fredag viste Groenewegen altså, at Gaviria ikke er helt usårlig.
– Groenewegen er giftig på den slags opløbsstrækninger. Han vandt i Paris-Nice på en lignende afslutning. Når han er ovenpå, den gode Dylan, så er han svær at slå. Vi fik en ørefigen, siger Brian Holm.
Han kommer som sædvanlig til at studere vejrudsigten grundigt lørdag morgen. Det er nemlig vinden, der afgør, om der kommer liv i etapen, forudser Holm.
– Det afhænger af vinden, om vi får en ny massespurt. Det kan være, at LottoNL-Jumbo også har lidt mod på at føre, efter at de nu har vundet en etape.
Den manglende vind var også en af hovedårsagerne til, at fredagens etape blev temmelig kedelig.
– Der var ikke vind nok. Havde der været sidevind, ville hele feltet være sprunget i luften, og så ville alle folk have jublet. Sådan går det jo, siger Brian Holm.
Lørdagens etape er på 181 kilometer.