
Astana ændrer ikke strategi i Tour de France, selv om kaptajn Jakob Fuglsang ikke helt har kunnet følge med de bedste i bjergene.
General manager Alexandre Vinokourov satser på, at danskeren kan klatre op i tabellen på de resterende ni etaper og håber, at nogle af rivalerne også viser svaghedstegn.
– Vi tager det skridt for skridt, dag for dag. Vi har ikke ændret vores målsætning.
– En dag kan en anden af favoritterne tabe tid. I Giro d'Italia så vi overraskelser hver dag, og Jakob havde gode ben i dag (torsdag, red.), siger Vinokourov.
Før Touren sagde den tidligere stjernerytter, at alt andet end top-3 er "ingenting". Adspurgt, om han nu nærmere tænker top-10 end en podieplads, svarer han:
– Vores mål ændrer sig ikke. Vi kigger stadig på klassementet, og måske kan Jakob vinde en etape i Pyrenæerne.
Astana-chefen uddelte efter etapen skulderklap til både Fuglsang og holdkammeraten Tanel Kangert, da de slæbte sig i mål.
– Vi tabte ikke så meget tid, og jeg er selvfølgelig tilfreds med præstationen. I går (onsdag, red.) var en dårlig dag for Jakob, men Touren er ikke overstået endnu, siger Alexandre Vinokourov.
Den barske alpeetape reducerede i øvrigt Astana-holdet til seks ryttere. Dmitriy Gruzdev kom i mål med et tidstab på 44 minutter og 44 sekunder og faldt dermed for tidsgrænsen.