Så er der fryns til medarbejderne i Rudersdal Kommune. Det er længe blevet diskuteret, hvad landets kommuner rent faktisk kan tillade sig at tilbyde medarbejdere som supplement til helt almindelige kroner og ører. Nogle kommuner har allerede kastet sig ud i forskellige ordninger, der måske nok lægger sig i lidt af en gråzone mellem okay og ikke okay, men i Rudersdal har man ifølge personalechef Jan Weidekamp nu valgt at køre midt på vejen, hvor det helt sikkert er lovligt. Det betyder, at Økonomiudvalget på sit møde i sidste uge besluttede, at alle medarbejdere i kommunen skal tilbydes PC- og bredbåndsordninger til favorable priser; blandt andet en spritny PC til under 100 kroner om måneden. Dels for at gøre Rudersdal Kommune til et godt sted at være og komme til, og dels fordi det kan være med til at udbygge medarbejdernes IT-kompetencer. "Sådan nogle personalegoder er ikke afgørende for, om folk vil arbejde i kommunen eller ej, men det er ét af mange elementer og måske den sidste lille ting, der kan få det til at vippe over til vores fordel," siger personalechef Jan Weidekamp, der mener, at der formentlig ville være politisk vilje til at tilbyde medarbejderne endnu mere, hvis der var helt klare regler for, at man kunne. Alle medarbejdere, der er fastansatte og som forventes at være det mindst tre år endnu, vil få tilbuddet. Det bliver til omkring 4.200 medarbejdere. Ud fra erfaringer fra andre kommuner vil omkring 17 procent formentlig tilmelde sig PC-ordningen, mens omkring 10 procent vil tilmelde sig bredbåndsordningen. Det giver kommunen en udgift på lige knap 208.000 kroner om året. Ifølge tidsplanen vil PC'erne blive leveret i slutningen af juni.
Fryns til Rudersdals ansatte
PC'ere til under 100 kroner om måneden. Rudersdal Kommune er nu klar med fryns til alle sine fastansatte medarbejdere
Foto: Jesper Pedersen