
Randers-spilleren Katrine Fruelund kan snart være at finde igen på banen for det danske landshold i kvindehåndbold.
Hun er således udtaget blandt de 28 spillere, som landstræner Jan Pytlick torsdag har opgivet til det europæiske håndboldforbund (EHF).
På den måde er Fruelund mulig deltager, når Danmark møder Polen den 4. og 12. juni. Kampene gælder en billet til VM i Brasilien.
Jan Pytlick er glad for igen at have 33-årige Fruelund i truppen.
– Det betyder meget for mig, at Fruelund har indvilliget i at stå til rådighed, hvis jeg skulle få brug for hende, siger Jan Pytlick, som ud over Randers-spillerens uomtvistelige rutine også ser to andre gode grunde til at indlemme hende i truppen.
– Dels spiller hun rigtigt godt for tiden, og dels vil hun som deltager i DM-finalerne være formmæssigt skærpet lige op til kvalifikationskampene mod Polen, lyder landstrænerens begrundelse for udtagelsen af Katrine Fruelund.