Frivillig hop og rock

Maj-Britt Lindeblad har børn i SFO-en på Ny Holte Skole og hjælper i morgen som frivillig ved børnekulturfestivalen Hop & Rock.
Maj-Britt Lindeblad har børn i SFO-en på Ny Holte Skole og hjælper i morgen som frivillig ved børnekulturfestivalen Hop & Rock.

Holte: Forældre og foreninger er trukket i arbejdstøjet for at gøre klar til "Hop & Rock", der finder sted torsdag på Rudegaard Stadion i Holte.

Maj-Britt Lindeblad er mor til to børn, der går i SFO på Ny Holte Skole. Hun er en af de frivillige kræfter bag børnekulturfestivalen.

– Sfo'en gør et stort stykke arbejde for børnene, og jeg ved, at der skal bruges rigtig meget mandskab til en festival som "Hop & Rock". Derfor vil jeg gerne give et nap med planlægningen og rekrutteringen af flere frivillige, siger hun.

– Mine børn glæder sig rigtig meget til festivalen, og som familie kan man hygge sig og møde en masse andre mennesker. Jeg synes, festivalen er godt organiseret, og det er en god oplevelse at være frivillig. Vagterne ved parkeringspladsen og søen varer en time ad gangen, og du står ikke alene, men sammen med andre forældre.

Michael Hørdum, der er leder af projektgruppen bag festivalen, bekræfter, at de frivillige kræfter betyder meget for afviklingen og de mange praktiske opgaver.

– Vi er rigtig glade for, at både forældre og lokale foreninger bakker så flot op om festivalen, for deres indsats er med til at gøre "Hop & Rock" til en både sjov og sikker dag for børnene og deres forældre.

Det er tredje gang "Hop & Rock" finder sted, og der kommer omkring 3500 børn fra seks til 12 år fra kommunens SFO-er og skolefritidsklubber.