PENGE På næsten alle områder har Frederikssund Kommune en bedre økonomi end fusionspartnerne Slangerup, Jægerspris og Skibby. Det viser tal, som Frederikssund Avis har bedt forvaltningen i Ny Frederikssund Kommune om at udarbejde.
Tallene er fremlagt har været fremlagt for Sammenlægningsudvalget, og politikkerne i udvalget er bekendt med dem.
Tallen gør effektivt op med myten om at Frederikssund Kommune har soldet pengene op i museumsbyggerier og overflødige pavilloner. I stedet viser tallene sort på hvidt, at ud fra et økonomisk synspunkt har det været en rigtig dårlig ide at fusionere Frederikssund kommune med de tre mindre, omliggende kommuner.
Borgmester Knud B. Christoffersen, Frederikssund, indkaldte onsdag til pressemøde for med tallene i hånden at gøre op med forestillingen om Frederikssund som en misregeret kommune.
"Jeg er træt af, at specielt Venstre bliver ved med at komme med påstand om min dårlige økonomiske ledelse. Senest har den nye formand for Venstre, Mikkel Hessner, skudt på den socialdemokratiske ledelse. Han kan dog være undskyldt, fordi det jo ikke er sikkert, at hans bagland har informeret ham om de korrekte tal," siger Knud Christoffersen.
Borgmestren er dog enig med Mikkel Hessner i, at ikke al dårligdom stammer fra regeringens indgrev overfor kommunerne, men ser gerne, at Frederikssund Kommunes økonomiske indsats bliver vurderet mere positivt.
Tallene viser, at Frederikssund i årene fra 2000-2005 har haft et overskud på den ordinære drift på 110,8 millioner, mens Jægerspris har et underskud på 16,5 millioner, Skibby et underskud på 5,7 millioner og Slangerup et underskud på 13,9 millioner.
Når det drejer sig om at bruge penge på anlæg, er det ikke Frederikssund, der tager førstepladsen. Den går til Slangerup, der i perioden fra 2000-2005 har brugt 256 millioner kroner til skattefinansierede anlægsudgifter, mens Frederikssund har brugt 224,5 millioner i samme periode.
Hvis man ser på, hvor mange kr. pr. indbygger, der er brugt til anlæg, kommer Frederikssund ind på tredjepladsen. Både Slangerup og Skibby ligger højere, mens Jægerspris ligger lige under.
I Slangerup har man brugt 28.877 kr. pr. indbygger til anlæg, i Skibby 17.246, i Frederikssund 12.229 og i Jægerspris 11.990.
Hvad gæld angår, er Frederikssund heller ikke førende. Her er det igen Slangerup, der tager førertrøjen med en gæld på 23.827 kr. pr. indbygger. Skibby har 18.285, Jægerspris har 13.671 og Frederikssund skylder mindst af de fire kommuner med en gæld på kun 10.321.