Frederikssund tog første stik i Holbæk

Foto: Peter Andersen, Brian Jensen

De sidste kampe er spillet færdig i håndboldmændenes 3. division. Men der mangler stadig at blive sat navn på en oprykker til 2. division, og Holbæk kom skidt fra land i den dyst.

Holbæk tabte på hjemmebane den første af to kvalifikationskampe mod Frederikssund med 15-20, og det gør unægteligt lørdagens returkamp noget sværere. Holbækkerne, der som oprykkere fik en andenplads i 3. division, var i mandagens hjemmekamp et pænt stykke fra vanligt niveau – især i angrebsspillet.

Værterne formåede blot at score seks gange i første halvleg, og så kunne Frederikssund gå til pause med en føring på 8-6. I anden halvleg blev det ikke meget bedre for holbækkerne, der tillod sig en scoringspause på 11 minutter. Frederikssund øgede støt føringen og var 10 minutter før slutfløjtet foran med 17-11.

Holbæk scorede kampens to sidste mål og begrænsede nederlaget til fem mål. Det gør Frederikssund favoritter til at avancere til de endelige oprykningskampe mod 2. divisionsholdet Ydun, men Holbæk går naturligvis efter den spinkle chance lørdag.

– Patienten bløder kraftigt, men han er trods alt ikke død. Det er ikke en katastrofe at lukke 20 mål ind, vores målmand (Nikolaj Hviid, red.) står en fin kamp. Men det er slet ikke nok kun at score 15 mål, sukkede Holbæk-træneren.

Søren Askgaard blev Holbæk-topscorer med fem mål, mens Frederikssunds Christian Aller nettede seks gange. Opgøret blev overværet af omkring 300 tilskuere i Stadionhallen i Holbæk.