‘Fredensborg i optimistisk udvikling’

Hanne Berg fra SF noterer sig især om det vedtagne budget, at børne- og skoleområdet i det nye budgetforlig får tilført midler til at få timetallet i folkeskolen op og udvikle det pædagogiske område med bl.a. flere uddannede pædagoger.

"Alle partier i byrådet står bag ønsket om at give børne- og skoleområdet en saltvandsindsprøjtning. Jeg er utrolig glad for det brede samarbejde og den store enighed i byrådet," siger hun.

SF glæder sig også over en række øvrige investeringer, som der blev plads til i et ellers stramt budget.

"De nye investeringer i energibesparelse og penge til at gennemføre en fattigdomsundersøgelse i kommunen er også vigtige nye tiltag, der er kommet med i budgettet. Selvom der gennemføres besparelser over de næste fire år, er Fredensborg Kommune efter fire meget trange år nu på vej ind i en mere optimistisk udvikling," vurderer Hanne Berg.