Fredensborg-børn tager pulsen på mors og fars kørsel

I to fritidsklubber i Fredensborg Kommune har børnene kastet sig over tuscherne for at tegne et klart budskab til mor og far om at sænke farten, når de kører

Foto: Jannie Fjordside

Bilister i Fredensborg Kommune har muligvis bidt mærke i de himmelblå skilte, der er skudt op i rabatten langs kommunens veje. "Sænk farten", lyder det på skiltene, som er en del af den fartkampagne, Rådet for Sikker Trafik lige nu kører i samarbejde med Q8 og 77 af landets kommuner – heriblandt Fredensborg Kommune.

Nu melder børnene sig også ind i kampen for at få mor og far til at lette foden en smule fra speederen. I Fredensborg Fritidsklub har nogle af børnene fattet farver og papir og er gået i gang med at lave deres egne kampagneskilte.

Pigerne er allerede klar med de første skitser – hjulpet godt på vej af klubmedarbejder Pia Matthiesen, der har en uddannelse som grafiker bag sig. Hun håber, at flere af klubbens børn får lyst til at være med, for det er gennem børnene, at budskabet skal ud, mener hun.

"Dybest set synes jeg, at folk kører for stærkt, også her lige udenfor institutionen. Rigtig mange forældre kører også for stærkt, men lægger ikke selv mærke til det. Det kan børnene være med til at fortælle dem – jeg tror, det betyder noget, hvis de får børnenes ord med på vejen," siger Pia Matthiesen.

I alt er børn fra 109 SFO'er, fritidsklubber og fritidshjem i 25 kommuner i disse uger i gang med at tegne deres helt egne fartkampagneskilte. Også i Kokkedal Fritidshjem er børnene gået til tegneblokken.

"Vi har haft cirka 40 børn med i projektet indtil videre, både piger og drenge. Vi begyndte med at lave en idebank med forslag til tegninger og tekster, og så har børnene lavet en afstandsbedømmelse for at vurdere, hvad der fanger bedst," siger daglig leder i Kokkedal Fritidshjem, Tina Pedersen.

Hun er imponeret over den indsats, børnene indtil nu har lagt for dagen i arbejdet med skiltene, og hun håber, at børnenes flotte arbejde lønner sig. Ud over forældrenes opmærksomhed dyster børnene nemlig også om et gavekort på 5.000 kroner, som den heldige vinder-SFO kan gå i biografen for.