Fotobutik smadret efter endnu et rambuktyveri

Blot halvanden måned efter at Image Foto i Holte kunne åbne efter omfattende renovering efter det seneste rambuktyveri blev butikken igen i går smadret

Foto: Anne Dahl Kristensen

Ved midnat onsdag aften opstod der næsten deja vu for butikschef Allan Petersen hos Image Foto i Holte Midtpunkt.

Her blev fotobutikken nemlig igen udsat for et rambuktyveri. Det skriver Allan Petersen i en mail til Rudersdal Avis torsdag morgen.

Denne gang er det ifølge butikschefen ikke lykkedes gerningsmændene at komme ind i butikken, men som billederne også afslører, er butikken smadret igen.

Nattens rambuktyveri fandt nemlig sted blot halvanden måned efter, at Image Foto kunne genåbne efter den omfattende renovering efter det forrige rambuktyveri mod butikken, som fandt sted i slutningen af oktober. Her kørte tre ukendte gerningsmænd en bil igennem facaen hos fotoforretningen. Dengang lykkedes det tyvene at tømme butikken for værdier og stikke af igen. Samtidig smadrede de størstedelen af butikken.

Efter det seneste rambuktyveri efterlyste Allan Petersen handling fra kommunens side i forhold til at få iværksat initiativer udenfor butikken, som kunne forhindre nye tyverier. Men det er endnu ikke sket.

"Vi kan desværre se, at kommunen har været langsomme og ikke har taget action på stolper omkring parkeringspladsen, så dette ikke kunne ske igen, desværre," skriver Allan Petersen i sin mail.