Forventer 3.000 tilskuere til speedway-brag

Brølende motorer, solskin, swingende rytmer i jazzteltet og liv og glade dage i Kongensgade.

Der bliver noget for – næsten – enhver smag i Slangerup i den kommende weekend.

På Slangerup Speedwaycenter regner arrangørerne med op mod 3.000 tilskuere på lægterne, når nogle af verdens allerbedste kørere dyster om den prestigefyldte DM-titel.

Kamp om tronen

Den tredobbelte verdensmester Nicki Pedersen brænder for at genvinde den danske speedwaytrone, som Niels Kr. Iversen de seneste år har siddet på.

Begge vil blive presset til det yderste, af et jagende kobbel af unge danske speedwaystjerner som Peter Kildemand og Michael Jepsen Jensen, der allerede har etableret sig i verdenseliten. Samtidig vil den lokale Mikkel Michelsen gøre alt for at drille favoritterne og blande sig i medaljestriden.

16 kørere er kvalificeret til en aften, hvor der vil være nervepirrende højspænding og vigtige points på spil i hvert eneste heat.

I selve Slangerup er spændingen afløst af udsigt til hygge, når Snake City Jazzfestival løber af stablen i denne weekend efter at være blevet officielt åbnet torsdag.