Af Nicolai Kliem, Gydebakken 8, Farum:
I høringsmaterialet vedrørende sammenlægningen af Stenvad- og Bybækskolen havde forvaltningen opstillet tre forslag.
Forvaltningen endte med at anbefale det eneste forslag, som ingen høringssvar havde peget på, og skoleudvalget nikkede ja. Magen til arrogance skal man lede længe efter.
Jeg sad med i fusionsudvalget som forælderrepræsentant, og jeg er dybt frustreret over embedsfolkenes arbejdesmetoder. De spilder min tid og ødelægger de gode forhold for vores børn. Nu vil forvaltningen indføre SFO, og nikkehovederne er klar til at bifalde. Det er ikke trist, hvis vi skal betale mere for at vores børn kan have nogle gode indholdsrige eftermiddage efter skoletid, men det er ualmindelig trist, at vi skal betale mere for dårligere forhold.
Jeg vil ikke have, at mine børn skal sidde i skolelokaler en hel lang dag uanset hvor mange og gode pædagoger, der så er. Det er ikke attraktivt. Vi er så glade for vores fritidshjem her i kommunen. SFO er forsøgt indført nogle gange de sidste år, men hver gang har der været protester.
Det er skammeligt, at forvaltningen og nogle politikere nu kupper kommunens forældre og i huj og hast forsøger at indføre et system ingen vil have.