
Vi møder musiker Niss Stricker og fortæller Marianne Christensen på Restaurant Borgen, hvor de i dag opfører fortællekoncerten ?Når eventyret er slut? med udgangspunkt i 1001 nats eventyr.
Med udgangspunkt i udvalgte fortælinger fra 1001 nats eventyr inviterer fortæller Marianne Christensen og harpist Niss Stricker lyttere til Restaurant Borgen, hvor indehaver Jesper Brinkløv i dagens anledning præsenterer en helt ny kage med titlen ?Scheherazades hemmelighed?, som ligesom fortællingerne både vil indeholde noget surt og sødt, samt hårdt og blødt, som Jesper Brinkløw fortæller.
At fortællekoncerten finder sted netop her skyldes, at omgivelserne er næsten lige så gamle som historierne, som blev samlet af en boghandler i Istanbul i år 900.
Når løgnen er en fortielse
Fortællekoncerten tager udgangspunkt i løgne og sandheder i parforholdet. Hvornår er løgnen en løgn og hvornår blot en fortielse af sandheden.
– Der er meget erotik i 1001 nat. Det er selvfølgelig det, vi tager fat i, fortæller Marianne Christensen, der understreger at de to kunstnere er omhyggelige med ikke at være moraliserende og belærende.
– Det er mere interessant at tvinge folk til at tænke selv, siger Niss Stricker, der er autodidakt harpist.
Bedrag dengang og nu
I 1001 nats eventyr slår den hævngerrige Kong Schariar sin kone ihjel hver morgen for at forhindre hende i at være ham utro. Scheherazade formår via sine eventyr at holde kongen hen, så han dag efter dag venter med at slå hende ihjel. Han vil hele tiden lige høre slutningen på det eventyr hun er i gang med.
– Træder man den mindste smule ved siden af, så bliver man slået ihjel. Og det er mærkeligt nok altid kvinden, det går ud over. De bedrager hinanden allesammen. Gør folk også det i dag? Ja, det gør de faktisk, konstaterer Marianne Christensen om lighederne mellem de gamle historier og nutiden.
– Hvert ottende barn i Danmark bor ikke sammen med sin biologiske far, supplerer Jesper Brinkløw, der mener at statistikken, han har set, har taget højde for de mange skilsmisser.
Sutskoene bliver hjemme
Marianne Christensen og Niss Stricker har ikke tidligere optrådt sammen, så de er begge spændte på udfaldet på borgen.
– Det her er premieren. Det er allerførste gang, vi skal lave det for andre end vores sutsko derhjemme, siger Marianne Christensen.
Fakta
? Fortællekoncerten ?Når eventyret er slut? finder sted i dag søndag 26. april klokken 14.30 på Restaurant Borgen og varer en god time.
? Billetter fås på billetto.dk.