Forsvarsminister har ikke set fange-cd

Jagten er gået ind på en mystisk cd, som angiveligt beviser, at fanger blev mishandlet i Afghanistan. Forsvarsministeren har ikke set den.

Forsvarsminister har ikke set fange-cd
Forsvarsminister har ikke set fange-cd

Forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V) har ikke set en omstridt cd, der angiveligt skulle indeholde "Abu Ghraib-lignende billeder" fra Afghanistan og altså billeder af mishandlede fanger.

– I øvrigt har der i dele af pressen været forlydender om, at jeg eller medarbejdere i departementet skulle have set en i pressen omtalt cd. Dette er ikke tilfældet, skriver forsvarsministeren i en pressemeddelelse.

Ifølge Gitte Lillelund Bech erfarede hun selv og departementet den 18. august om de nye oplysninger, og de blev den 20. august videregivet til Forsvarets Auditørkorps. Efterfølgende fortalte forsvarsministeren den 26. august – i fortrolighed – Folketingets Udenrigspolitiske Nævn om, at oplysningerne var videregivet.

– Indtil der er mere klarhed over, hvad der er op og ned i sagen, kan jeg af hensyn til auditørernes videre undersøgelser ikke sige så meget mere, men må henvise til Auditørkorpset, skriver forsvarsministeren.