Forstår computere musik?

Foto: Peter Hansen

Hvad i alverden? Det var umiddelbart, hvad jeg tænkte, da jeg hørte om den nye opfindelse, som nogle forskere på DTU i øjeblikket barsler med. Et computerprogram, der kan forstå musik, er, hvad de har fundet på, og det lyder næsten for utroligt til at være sandt.

Et eller andet sted er det selvfølgelig heller ikke helt korrekt, for programmet vil ikke være i stand til at forstå musikken, men vil kunne genkende nok elementer i den, til at det kan opdele de forskellige sange i forskellige kategorier. På den måde er det så meningen, at man for eksempel kan søge efter musik på Google ved at spille en sang for sin computer, der så finder frem til en masse lignende sange.

Wauw. På den ene side lyder det vanvittig smart, på den anden side lyder det temmelig ucharmerende.

Det vil åbne helt nye muligheder for hurtigt at finde frem til ny musik. Det vil udvide det rum, som indførslen af mp3-filer sparkede døren op til for nogle år siden, og vil derved give folk muligheder for at høre musik, som de ellers ikke ville have hørt.

Men altså, hvis vi skal til at bruge computerprogrammer baseret på matematiske formler til at fortælle os, hvilken musik vi kan li", så kan vi jo næsten lige så godt lade være med at høre musik.

En sådan tilgang tager vel udgangspunkt i en idé om, at hvis man kan li" Thomas Helmig, kan man sikkert også li" Thomas Helmig Jam. Det er en opfattelse af musik som noget, der udelukkende består af toner og akkorder, og derved en negligering af begreber som autencitet, originalitet og nerve.

Og nu er det ikke fordi, jeg er teknologiforskrækket, men helt ærligt, kan det efterhånden blive mere upersonligt at høre musik? På få år er vi gået fra at høre plader på vores anlæg i stuen med næsen dybt begravet i det medfølgende cover til at høre soundbytes på vores mobiltelefon, mens vi haster af sted med næsen dybt begravet i dagens udgave af MetroExpress.

Jeg løfter hatten for det imponerende teknologiske fremskridt i forskernes arbejde, men jeg begræder den yderligere forfladigelse af musikdyrkelsen som opfindelsen er i fare for at medføre. Hurra og hulk.