Det er ikke uden grund, at forfatteren Maria Helleberg kaldes den historiske romans dronning. Hendes populære romaner om Christian den 4. og andre af Danmarkshistoriens største personligheder er elsket af et stort publikum samtidig med, at de får flotte anmeldelser hos kritikerne.
Onsdag den 18. februar klokken 19-21 kan du opleve Maria Helleberg på Humlebæk Bibliotek, hvor hun giver et fascinerende indblik i Leonora Christines fantastiske skæbne, der også er omdrejningspunktet for Hellebergs nyeste roman.
Det er FOF Nord, som er arrangør af foredraget, og konstitueret skoleleder Signe Buch tror på, at der venter publikum en forrygende aften:
"Maria Helleberg kalder selv Leonora Christine for Danmarkshistoriens mest kontroversielle og fascinerende hovedperson. Og Helleberg kommer hele vejen rundt om alt fra opvæksten som Christian den Fjerdes mest begavede og charmerende barn til ægteskabet med landsforræderen Corfitz Ulfeldt og de efterfølgende 22 års fængsel i Blåtårn. Og ud over det vil Maria Helleberg også komme ind på, hvad Leonores historie kan bruges til i vor egen tid".
Billetter til foredraget hos FOF Nord: www.fof-nord.dk.