Foreninger plages af hærværk

Foto: Jesper Melgaard

"Nu er grænsen nået for, hvad vi vil finde os i. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at man skal finde sig i det her." John Marquartsen, næstformand i Radioflyverklubben Frederikssund, slår beklagende ud med armene og kigger over på foreningens klubhus. Eller rettere de sørgelige rester af det. Det, der for kort tid siden var centrum for de omkring 100 modelflyentusiaster er nu reduceret til en ren ruin, hvor kun væggene står, mens taget er væk.