Foredragsserie: Her blev Danmark født

Gl. Lejre: "Historien om kongeriget Danmark begynder her i Lejre". Sådan står der, når du træder ind i den interaktive udstilling 'Sagnkongernes Lejre' på Lejre Museum. Med fund som Danmarks største kongehal og den spektakulære Odin-figur fra vikingetid har Lejre for alvor meldt sig ind i danmarkshistorien som Danmarks vugge. Flere steder i Danmark (og tidligere danske besiddelser) byder sig dog frem som dansk arnested. Med foredragsrækken 'Her blev Danmark født!' inviterer museet derfor kolleger fra "konkurrerende" lokaliteter indenfor og giver dem mulighed for at kaste lys over deres område, unikke fund og historie.