GILLELEJE: Voksenfilmklubben i Gilleleje byder på fire gode film i forårssæsonen, der skydes i gang i morgen aften. På premiereaftenen er det den Oscar-vindende film "Jeg er stadig Alice" med Julianne Moore og Alec Baldwin i hovedrollerne, der ruller over lærredet.
Filmen er en gribende og varm fortælling om en kvinde der får Alzheimers, og om familiens kamp og selvforståelse.
"Jeg er stadig Alice" er fra 2014, og Julianne Moore fik en Oscar for sin rolle, hvor hun får historien om en præsenil Alzheimers til at blive meget mere end et diagnosedrama.
Voksenfilmklubben i Gilleleje holder til på Gilbjergskolen på Rostgårdsvej, og et medlemsskab giver adgang til sæsonens fire film, oplyser foreningen til Ugeposten inden fredagens sæsonstart.
5. februar bydes der på "Om heste og mænd". 4. marts vises "Force majeure", og 1. april sluttes forårssæsonen af med "Stormfulde højder".
Yderligere oplysninger om filmklubben og medlemsskab fås hos Anne Nordkrog på telefon 48302074, eller Annika Johannesen på telefon 61288315.
-gisli