FODBOLD
De høje bølger i kølvandet på trænerfyring, spilleroprør og byggerod, der lignede et brændpunkt i Gaza, er efterhånden ved at have lagt sig.
Med udgangspunkt i såvel gamle, garvede kæmper som nye profiler er træner Kjeld Svendsen ved at have tømret en stærk trup sammen, mens stadionbyggeriet efterhånden fremstår som en af de mest attraktive på hele Sjælland.
Avisen satte den daglige leder af klubben, Ove Mortensen, stævne for at høre lidt om, hvad vi kan have lov til at forvente af 1. holdet i sæsonens resterende 15 kampe, og hvilke initiativer der er taget for på den lange bane at kunne opnå status som divisionshold.
Fod på konceptet
"Efter at have oplevet kaos på flere fronter har vi nu sadlet helt om," begynder Ove Mortensen.
"7-1 nederlaget til Virum i efteråret markerede et absolut lavpunkt, der krævede nogle helt radikale ændringer.
Her var vi heldige at få fat i Kjeld Svendsen, for med ham kom både en del af spillerne og selve spilleglæden tilbage, hvilket også kunne aflæses i en del af holdets sidste kampe.
Han har gjort et fantastisk stykke arbejde, og en nuværende placering som nummer 9 er flot, når man tænker på, at det i alle henseender var en såret trup, han overtog.
Med hensyn til målsætning er springet op til de to førende hold realistisk set for stort til, at vi kan snakke med om oprykningen. Derfor spiller vi først og fremmest for at holde os i rækken men skal ikke desto mindre kunne blande os i toppen næste år med det materiale, vi har." understreger Ove Mortensen.
To trupper til træning
Hvad materialet angår, har man foretaget den ændring, at 1. og 2. holdet i dag træner sammen, sådan at man i praksis opererer med en A- og en B-trup.
Som træner for 2. holdet har man ansat Kim Jacobsen, der tidligere har været i blandt andet FB og Stenløse, og det bliver hans primære opgave at udvikle boblere til 1. holdet.
2. holdet, der til daglig spiller i Serie 2 vil således komme til fungere som et talenthold, der hovedsagelig består af yngre spillere suppleret med et par rutinerede kræfter.
Som det ser ud nu, fungerer fællestræningen optimalt. Der er omkring 32 tændte spillere til stede hver gang, og de går til stålet. Ikke mindst 2. holdsspillerne, der tydeligvis har fået ekstra gejst af at være med i atmosfæren omkring klubbens bedste hold.
For at skabe endnu højere synergi tilstræber man desuden at opnå et endnu tættere samarbejde mellem 1. og 2. samt U21 og ynglingehold.
Gratis eller dobbelt op
Med højt humør i spillertruppen, en superkompetent træner og et anlæg, som hæver sig langt over gennemsnittet, kan man efter Ove Mortensens mening godt tillade sig at gå fremtiden i møde med fortrøstningsfuldhed.
"Vi har jo nogle fantastiske faciliteter," udtaler han.
"En opvisningsbane af flotteste kaliber, fem græsbaner, to kunststofbaner og alle multihallens muligheder klods op ad er bestemt ikke enhver klub beskåret. Derfor er Skjold Birkerød nu også en endnu mere attraktiv klub at spille i for såvel elite som bredde."
Udenfor kan din udsendte ved selvsyn konstatere, at vi er ved at være klar til kamp.
Banen står snorlige og grøn. Den overdækkede tribune er klar til brug. Og selv scoringstavlen har man efterhånden fået flyttet på plads.
Første kamp finder sted på lørdag, den 6. april mod Herlev, og det markerer man med at genindføre en mindre entreindtægt, som der dog samtidig gøres en gimmick ud af.
Betal en 20'er for at komme ind, eller lad være med at betale. Vælger du sidstnævnte model, udfylder du en kupon med navn og adresse og betaler så til gengæld 40,- kroner, hvis Birkerød vinder.
Kom under alle omstændigheder op og støt Svendsens tropper… Der er kick off 15:00.