Folk render rundt med pandelygter i folks haver om natten

"I skal IKKE fange dem alle sammen", lyder det fra politiet, der også giver et par gode råd med på jagten

Foto: Kim Belmark

SPILKULTUR Den nye app,Pokémon Go, til mobiltelefonen har givet politiet en del opkald på 114. For det skaber åbenbart nogle skøre og måske farlige situationer, når Pokémon Go-spillerne drager ud på livets vej med en vilje af stål og et enkelt mål om at fange Pokémoner. Brugerne bevæger sig i hvert fald rundt på livet løs i det offentlige rum med deres mobiler og fanger Pokémon-figurer på skærmen af deres telefoner.

"For lige at nævne nogle af udfordringerne, kan vi blandt andet nævne, at vi får henvendelser fra butikker, hvor folk vader ind i tøjstativer, vi får henvendelser om trafikanter, der stopper brat op for at fange Pokémon-figurer, vi får henvendelser om uopmærksomme cyklister og fodgængere, og vi får henvendelser om personer, der går ind på privat grund, byggepladser og lignende," oplyser Nordsjællands Politi.

Derfor har politiet en servicemeddelelse til alle Pokémon Go-spillere:

"Husk at tænke jer om, når I begiver jer ud på togt. Kig op fra telefonen ofte, når I går tur, og lad telefonen HELT være, når I cykler eller kører bil. Lad være med at gå ind i folks haver, på virksomheders P-pladser og lignende, også selvom Pikachu er der. Helt generelt kan vi koge rådene ned til: Vær opmærksom, vis hensyn og begiv jer ikke ind på privat grund. Vi ønsker jer en god og sikker Pokémon-jagt."

Københavns Vestegns Politi modtaget en række anmeldelser fra borgere om mistænkelige personer. I forbindelse med, at politiet er rykket ud, har det vist sig, at de mistænkelige personer var unge, der var i gang med at spille Pokémon Go på deres mobiltelefon. De unge har ved flere lejligheder været inde på privat område i deres søgen efter de virtuelle Pokémons. Politiet har set tilfælde hvor de unge været udstyret med pandelamper, reb og andet for at kunne finde rundt om mørket. Og i hvert fald i ét tilfælde har en sådan pokémon-jagt igangsat tyverialarmen på en skole i Hvidovre.