Statsminister Anders Fogh Rasmussen hævder fortsat, at han ikke er kandidat til nogen international toppost. Senest på sit ugentlige pressemøde onsdag. Men sådan skal det paradoksalt nok være, hvis man går med en drøm om en international, politisk toppost.
Når der vedvarende spørges ind til Foghs fremtid, hænger det selvfølgelig sammen med, at der er mange tegn på, at det måske kan blive aktuelt, at han forlader dansk politik inden længe.
Siden 2001 har Fogh stået i spidsen for regeringen og formået at bevare posten som statsminister, skønt Venstre har tabt mandater ved alle valg, der har været siden 2001. Forklaringen herpå kan være, at der blandt Venstres vælgere måske er en vis skuffelse over, at Fogh med sit meget tætte og uundværlige samarbejde med Pia Kjærsgaard er blevet en garant for blokpolitikken. Men skal Fogh blot måles på sin evne til at bevare statsministerposten, tæller genvalgene selvfølgelig.
Med en vis ret kan man derfor sige, at Fogh har haft medbør i sin tid som statsminister. Konjunkturerne har været med ham og regeringen, og det er blevet fint udnyttet.
Nu er der tegn på, at dansk økonomi er ved at ændre sig, og det vil ikke være i positiv retning. Med den politiske æresgejst, Fogh er besiddelse af, vil det nok være svært at bære, hvis han skulle gå som statsminister, mens det går dårligt. Han vil foretrække at gå, mens han stadig er på toppen. Her kan man måske finde den væsentligste begrundelse for, at Fogh kunne have interesse i at gøre international karriere.
Et andet forhold, der gør sig gældende, når man skal forsøge sig som politisk kandestøber i forbindelse med Foghs forbliven i dansk politik, er de mange signaler, der sendes om nødvendigheden af at komme af med EU-forbeholdene.
Fogh selv har – meget bevidst – været mere åben her i forhold til den internationale presse end til den danske. Herhjemme ser det ud til, at finansminister Lars Løkke Rasmussen er sendt i byen for at sige det, Fogh ikke kan sige, fordi det automatisk vil blive forbundet med hans ønske om måske at blive EU's første præsident.
I onsdagens udgave af Berlingske Tidende slår Lars Løkke fast i en kronik, at det er nødvendigt, at Danmark får indflydelse på EU's valuta- og pengesamarbejde. Da vi jo alligevel følger de beslutninger, der træffes i EU, er synspunktet fornuftigt nok, og så er der den sidegevinst, at det ville passe fint ind i den situation, hvor Fogh går efter en EU-toppost.
De nævnte eksempler er ikke de eneste, der antyder, at Foghs politiske fremtid vil være på en international, politisk toppost. Andre kan nævnes, og Fogh vil lige så sikkert som amen i kirken gentage, at han ikke er kandidat, før kandidaturet er sikkert.
Men Fogh er jo ofte overraskelsernes mand. Derfor kan det jo godt være, at den megen fokus på EU og posten som præsident for EU blot er en afledningsmanøvre, fordi hans egentlige satsning er posten som Nato's generalsekretær.
MF
