
Hvis det danske kvindelandshold i fodbold i 2021 skal gøre sig forhåbninger om at gentage bedriften fra 2017, hvor det nåede hele vejen til EM-finalen, skal holdet først kvalificere sig til slutrunden i England.
Ved torsdagens lodtrækning til EM-kvalifikationen blev de danske kvinder parret med lutter hold fra de sydlige egne af Europa.
Danmark er havnet i gruppe B sammen med Italien, Bosnien-Hercegovina, Israel, Malta og Georgien. Danmark var i andet seedningslag, mens Italien blev trukket fra det øverste lag.
Landstræner Lars Søndergaard medgiver, at kendskabet til alle modstandere ikke er så stort. Men det ser ikke skidt ud for Danmark, vurderer han alligevel.
– Vi står med gode muligheder. Vi skal spille vores spil, og vi skal også spille godt, men det tror jeg også, at vi kan komme til.
– Italien er et hold, som jeg et eller andet sted føler, at vi kan være på bølgelængde med. Italienerne er helt sikkert ikke glade for, at de har trukket os, så det kan vi kun være stolte af.
– Men vi skal bevise, at der er en grund til deres bekymringer, siger Søndergaard.
Han hæfter sig ved, at italiensk fodbold i øjeblikket er på vej frem. Hold som Juventus og AC Milan satser mere og mere på kvindefodbold, lyder det fra landstræneren.
Kun gruppevinderen er garanteret en EM-billet, men de tre bedste af de ni gruppetoere kvalificerer sig også direkte til EM. De øvrige seks gruppetoere spillere playoffkampe om tre EM-billetter.
Kampprogrammet fastlægges torsdag eftermiddag. EM-kvalifikationen begynder 29. august for Danmarks vedkommende, når Malta kommer på besøg.
Kvalifikationen slutter i september 2020 med et potentielt afgørende brag hjemme mod Italien.