
Askeskyen fra den islandske vulkan Grimsvötn tager nu en lidt større bid af det danske luftrum.
Naviair har således udvidet flyveforbudszonen, så den nu dækker et lidt større område i den nordlige del af Danmark.
– Fra tirsdag klokken 14 udvides flyveforbuddet til at omfatte en lidt større del af det nordlige Jylland – nordvest for Aalborg og lidt af Thy, siger pressevagt i Naviair Jan Eliassen.
Hos Naviair regner man med, at udvidelsen indtil videre ikke får de store konsekvenser for flytrafikken.
Og i Aalborg Lufthavn tager man da også situationen roligt indtil videre.
– Vores fly skal lande fra øst mod vest. Der er rigtig langt ud til den zone, der ligger ca. 40 kilometer vest for lufthavnen.
– Vi kan muligvis få et problem med aftenflyveren til Oslo, men den må vi lægge en alternativ flyveplan for.
Det siger direktør i Aalborg Lufthavn, Søren Svendsen, til Check-In.dk.
Det er de seneste meteorologiske prognoser for askeskyens udbredelse, der har fået den danske luftfartsmyndighed til at forlænge og udvide lukningen af luftrummet.
Forbuddet gælder under seks kilometers højde i den nordlige del af Nordsøen, Skagerak, en del af Thy og nordvest for Aalborg. Naviair har netop udvidet lukningen af luftrummet til klokken 20 tirsdag aften.
Samtidig breder askeskyen sig ind over Grønland. Det berørte område er udvidet mod vest og strækker sig helt over mod Ilulissat og nordpå mod Qaarsut og østpå igen lige nord for Constable Pynt, oplyser Naviair.
Her er luftrummet under seks kilometers højde lukket frem til 18:00.