
Selv om folkeskolereformen har været stærkt udskældt, har mange forældre tilsyneladende holdt sig i skindet og beholdt børnene i deres nuværende skoler.
Selv om elevtallet stiger i privatskolerne og friskolerne på Sjælland, er andelen af børn i frie grundskoler samlet set kun steget 0,3 procent i forhold til skolestart sidste år. Det er den laveste stigning i de 17 kommuner i Region Sjælland siden 2009. Det viser avisen Nordvestnyts beregninger af tal fra Indenrigsministeriet.
Hele 21 nye friskoler landet over slår dørene op idag. Ifølge Friskoleforeningen er 11 ud af de nye friskoler dog lukkede folkeskoler. Blandt dem den i Kundby, der har fungeret som folkeskole helt frem til sommerferien.
Mange af de resterende nye skoler er udslag af »mennesker, der har en god idé«, som formand for Friskoleforeningen Peter Bendix Pedersen udtrykker det.
– Det koster blod, sved og tårer at lave en friskole. Og så tager det tid. Hvis skolen skal starte op nu, skulle den være anmeldt senest 15. august et år, altså lige da folkeskolereformen begyndte, siger han.
Ifølge Per Krøjs Kjærsgaard, leder af Viby Friskole, er utilfredshed med folkeskolereformen kun en af flere forklaringer på, at elevtallet i fri- og privat-skoler stiger.
– Grunden til vi har oplevet stigende søgning er, at vi har været nødt til at hæve antallet af elever i klassen fra 18 til 20 elever af økonomiske årsager. Det hører folk jo om og reagerer, fortæller han.
Per Krøjs Kjærsgaard er dog langtfra ubekendt med forældre, der henvender sig i i utilfredshed og afmagt over folkeskolerne.
– Men hver gang vi har en samtale med forældre, der viser interesse for vores skole, siger jeg, at hvis de kun kommer her, fordi de er utilfredse med foleskolen, bliver de nok også utilfredse med os, siger han.