Både skoler og forældre bakker godt op om KlasseKampen. Erik Drejer fra styregruppen bag KlasseKampen siger til Allerød Nyt efter den store dag:
"Dette års udgave af Allerøds KlasseKampen blev igen en bekræftelse af at både elever og forældre i kommunens seks skoler har taget arrangementet til sig. Allerede fra klokken 8.00 lørdag morgen, blev Skovvang Stadion invaderet af entusiastiske forældre, der ville sikre sig de bedste pladser for klassen, således at alle havde et godt udsyn over stadion og de omkring 3000 mennesker, der hen over lørdagen invaderede Skovvang Stadion."
KlasseKampen er efterhånden blevet en tradition og et socialt arrangement, der samler rigtig mange af kommunens skoleelever omkring et idrætsarrangement, hvor børnene prøver kræfter med mange forskellige idrætsgrene og med spejderlivet i Allerød kommune.
"Arrangementet bæres i stor grad af de mange frivillige, der på dagen er indkaldt til at yde en indsats som officials og hjælpere. Én af de frivillige fodbolddommere, Mikkel Skov Andersen på 20 år, udtalte efter sin indsats som dommer:
"At stå her og se ud over alle de her børn, der bare er gang i, gør altså at jeg snart får lyst til at få børn selv."
Styregruppen bag KlasseKampen er endnu en gang glade for at så mange familier i Allerød støtter op om et arrangement, der sætter motion og det sociale liv i klasserne i højsædet, og man glæder sig allerede til at søsætte næste års udgave af KlasseKampen.