Danskerne er begyndt at slække på sikkerheden, når nytårskrudtet skal fyres af nytårsaften.
Antallet af fyrværkeriskader behandlet på sygehusene i Danmark steg i 2016 til 267 fra 258 i 2014.
Siden 2008 har antallet af behandlede skader hvert år været over 200, og selv om der er langt op til de kaotiske nytårsaftener sidst i 1990'erne (546 skader i 1998, 516 i 1999), er tallet stadig for højt.
De 193 skader i 2008 er det laveste antal skader i Danmark nytårsaften siden 1995.
Statistik fra den landsdækkende Fyrværkerikampagne, som Sikkerhedsstyrelsen og Sundhedsstyrelsen står bag, viser tydeligt, at det gør en positiv forskel at anvende sikkerhedsbriller.
Mindst 37 af de 267 skader i 2016 karakteriseres som alvorlige, og kun i knap 10 procent af de alvorlige skader blev der anvendt beskyttelsesbriller, mens der blev anvendt briller af 25 procent af de øvrige tilskadekomne.
Langt de fleste blev i øvrigt skadet af godkendte fyrværkerityper, heraf 117 ved raketter.
Tre fjerdedele af de tilskadekomne var mænd, og der var i alt 89 skader hos børn under 15 år, heraf 11 alvorlige.
Gode sikkerhedsråd
På baggrund af sin viden om typiske skadessituationer og hvad, der giver største sikkerhed, har Fyrværkerikampagnen defineret fem sikkerhedsråd, der er nemme at huske og gør risikoen ved at fyre af langt mindre, hvis du følger dem:
1) Brug altid beskyttelsesbriller.
2) Brug kun godkendt og aldrig hjemmelavet eller ulovligt fyrværkeri.
3) Hold aldrig tændt fyrværkeri i hånden.
4) Hold sikkerhedsafstanden og læn dig ikke ind over fyrværkeriet.
5) Gå aldrig tilbage til en fuser.