Flot debut i Sjællandsserien for tennisklubben

Foto: Peter Klar

Allerød Tennisklubs 1. hold, der er rykket op i Sjællandsserien, fik vigtige point i de to første kampe i holdturneringen.

Store Bededag blev det til en hjemmesejr på 8-1 over Lyngby, og om søndagen to dage senere 6-3 på udebane mod Skovshoved. Holdet ligger nu lunt i rækken som nummer fire med 14 point.

Især Allerøds 2. damesingle, Anette Brandt, er kommet godt fra start: To singlesejre er det blevet til, samt to doublegevinster sammen med Stephanie Kotzebue-Kjær.

Lyngby stillede med et hold af unge talenter, som Allerød-spillerne dog ikke havde de store problemer med.

Herresinglerne var hurtigt overstået i to sæt, og det blev også til lette sejre til Thomas Kotzebue-Kjær og Søren Høgh Hansen i 1. herredouble og Jonas Trieb og Martin Schmidt Jensen i 2. herredouble.

3. sæt i damedoublen skulle afgøres efter den nye regel om matchetiebreak. Her spiller man som i en almindelig tiebreak, bortset fra at der spilles til 10 i stedet for syv point.

Den nye regel, der giver en spændende men også meget hurtig afgørelse på kampen, passer tilsyneladende Allerødspillerne godt.

Det blev til sejr i damedoublen, og i søndagens kamp mod Skovhoved til to matchtiebreak-sejre i 2. herredouble og igen i damedoublen.

Allerøds 2. hold, der ligger i serie 2, spillede søndag på hjemmebane mod Ølstykke. Allerødspillerne Clara Hemmingsen og Lis Tjørnhøj gjorde flot rent bord med tre damesejre, mens det blev til nederlag i herrekampene og dermed en samlet sejr til Ølstykke på 6-3.