Flere singler på vej i Erhverv Gribskov

God respons på mulighed for at blive optaget som enkeltmedlem i det brede fællesskab

Foto: Jeanette Hougaard

gribskov: Hvor går man hen for at mødes med ligestillede med de samme behov ? Noget tyder på, at Erhverv Gribskov er et mødested, som flere virksomheder har fået øje på.

I de seneste måneder har det været muligt for virksomheder at indmelde sig som enkeltmedlemmer i Erhverv Gribskov. Det er et tilbud, der tiltrækker både virksomheder, som i forvejen er medlem af en erhvervsforening, og de "foreningsløse" virksomheder .

Indtil videre har 25 virksomheder meldt sig ind som enkeltmedlemmer og flere er på vej, oplyser Mette Ehlers Mikkelsen, direktør i Gribskov Erhvervscenter, der driver arbejdet for Erhverv Gribskov og de 600 virksomheder, Erhverv Gribskov repræsenterer. Det betyder blandt andre nye medlemmer som Esrum Kloster og Møllegård, Ree Golf, Nordic Park, Blomstertanken og Coolbox.

Indmeldelserne kommer fordi Erhverv Gribskov opfylder nogle andre behov, erfarer de i erhvervscenteret.

Nogle ser det som en mulighed for at blive en del af et fællesskab med andre i samme branche og ser et større potentiale i at tænke hele Gribskov.

Andre virksomheder ligger geografisk udenfor de eksisterende by-orienterede erhvervsforeninger og endelig er der virksomheder, der kommer fra to af de erhvervsforeninger, der har meldt sig ud af Erhverv Gribskov fra nytår, mens andre igenmelder sig ind for at få adgang til konkret rådgivning og netværk.

Græsted Handel- og erhvervsforening og Gilleleje Handel- og turistforening, har meddelt, at de ønsker at melde sig ud fra nytår.

"Hvis ens erhvervsforening ikke vil være medlem af Erhverv Gribskov, så kan man godt selv melde sig ind," siger Mette Ehlers Mikkelsen og fortsætter:

"Det er så nyt endnu, at Gilleleje og Græsted har tænkt sig at melde sig ud. Vi er ikke gået aktivt ud og har prøvet at få nogle af butikkerne til at blive medlem. Jeg håber, at de resultater vi har skabt indtil nu, taler så meget for sig selv, at man kan se at det er en god ide. Vi kan jo ser her i erhvervscenteret, at når vi gør noget for eksempelvis iværksættere eller når en virksomhed har behov for konkret rådgivning eller vi starter turismenetværk op, så melder de sig ind efterfølgende," siger direktøren.

Det er på sigt Erhverv Gribskovs mål, at organisere erhvervslivet efter branchefællesskaber. Men det er ikke alle foreninger, der er parate til den manøvre. Indtil videre har Erhverv Gribskov indset, at i hvert fald detailhandlerne har et behov for at fortsætte som de gør i dag med det meget nære fokus og sådan som de er organiserede i dag.

Men et skridt på vejen er i første omgang det nye netværk for turistmeerhvervet, der har sit første stormøde den 21. oktober. Tilmelding er gratis og mulig for medlemmer af Erhverv Gribskov, der melder sig til dette netværk.

Senere i 2016 følger netværk for industrien, for håndværksvirksomheder og for de liberale erhverv.

jeh@lokalavisen.dk

citat

Vi kan jo ser her i erhvervscenteret, at når vi gør noget for eksempelvis iværksættere eller når en virksomhed har behov for konkret rådgivning eller vi starter turismenetværk op, så melder de sig ind efterfølgende