Hotelbranchen er hårdt ramt af den økonomiske krise. Erhvervslivet har skåret ned på kurser og efteruddannelse af medarbejdere, og det smitter af på hotelbranchen.
50,7 procent af hotellerne under brancheorganisationen Horesta venter fortsat fald i omsætningen, mens 53,5 procent af dem venter et fald i antallet af gæster resten af året. Det viser en undersøgelse blandt Horestas medlemmer.
– Erhvervslivet har generelt skåret meget ned på kurser og efteruddannelse af medarbejderne, ligesom virksomhederne har flyttet forretningsfrokosterne hjem i egen kantine. Det gavner kantine- og cateringvirksomhederne, men rammer samtidigt forretningshoteller samt kursus og konferencecentrene særlig hårdt, siger administrerende direktør i Horesta, Lone Njor.
Direktøren tilføjer, at hotel- og restaurationsbranchen i forvejen lider under, at Danmark er et af de eneste lande, hvor virksomheder ikke kan afløfte momsen på hotel- og restaurantbesøg.
Hotellerne står ikke alene med de lave forventninger. De øvrige kategorier af overnatningsvirksomheder ser heller ikke med den store optimisme på fremtiden. Således forventer en fjerdedel af kroerne et omsætningsfald på mere end 15 procent i forhold til 2008, mens 70 procent af kursus- og konferencecentrene regner med tilbagegang i omsætningen.
Mere optimisme finder man blandt attraktioner, feriecentre, kantine- og cateringvirksomheder. Blandt de sidste tror 40 procent på en højere omsætning i 2009 sammenlignet med 2008.