Flere flyver med Norwegian – men millionerne triller stadig ud

Norwegian fik et underskud på knap en halv milliard kroner på driften i tredje kvartal.

Aalborg Lufthavn. Norwegian havde 2,5 millioner passagerer i tredje kvartal. Det er en stigning fra en million i samme periode sidste år. (Arkivfoto). Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Aalborg Lufthavn. Norwegian havde 2,5 millioner passagerer i tredje kvartal. Det er en stigning fra en million i samme periode sidste år. (Arkivfoto). Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Norwegian havde har fået flere passagerer på det seneste i takt med, at der er kommet flere fly på vingerne og mere rejseaktivitet i Europa. Men det norske flyselskab taber stadig penge.

Det viser selskabets regnskab for tredje kvartal, der er offentliggjort torsdag morgen.

Selskabet havde 2,5 millioner passagerer i kvartalet. Det er en stigning fra en million i samme periode sidste år. Trods stigningen er antallet af passagerer kun på en fjerdedel af niveauet før corona.

Det hænger sammen med, at Norwegians aktive flåde af fly i dag er på 51.

Det er et væsentligt fald fra 140 umiddelbart inden corona, men det er en væsentlig stigning fra samme periode sidste år, hvor selskabet kun havde 25 fly på vingerne.

Norwegian kommer ud af kvartalet med et driftsunderskud på 475 millioner danske kroner, viser regnskab. I samme periode sidste år var underskuddet tre gange så højt.

Forbedringen skyldes blandt et stort fald i udgifterne – herunder på lønninger.

Den skrumpende flyflåde var et led i den redningsplan, som Norwegian fik forhandlet på plads med sine kreditorer tidligere i år.

Redningsplanen betød også, at Norwegian slap af med en stor del af sin gæld, og at der blev skudt et mindre milliardbeløb ind i selskabet.

De nye penge, der er skudt ind, betyder, at Norwegian på bundlinjen – resultatet når alle regninger er betalt – har fået et overskud på 129 millioner kroner.

Men det er altså kun et resultat af pengene fra redningsplanen. Det er ikke, fordi driften af flyselskabet i sig selv giver overskud.

Administrerende direktør, Geir Karlsen, fremhæver, at Norwegian står bedre gående ind i vinteren.

– Resultaterne for tredje kvartal viser tydeligt, at vi er lykkedes med de forskellige tiltag, vi har gennemført på tværs af virksomheden ved at mindske gæld og økonomiske forpligtelser, samtidig med et stærkt fokus på at nedbringe omkostningerne.

– Vi ser også en positiv tendens, når det gælder bookinger længere frem i tid, og et stigende antal passagerer vælger at flyve med Norwegian på tværs af vores europæiske rutenetværk, siger han i en kommentar til regnskabet.

/ritzau/