Flere og flere flytter til Køge Kommune. Den seneste befolkningsprognose anslår, at indbyggertallet forventes at stige fra lidt over 61.000 personer i dag til næsten 67.000 personer, når vi træder ind i 2033. Et stigende indbyggertal betyder også behov for flere boliger til de mange tilflyttere.
Her kommer byrådets vedtagelse af den nye lokalplan for Herfølge Kohave ind i billedet, konstaterer Køge Kommune i en pressemeddelelse. Lokalplanen giver nemlig mulighed for at opføre cirka 80 nye boliger i form af 40 rækkehuse med fælles grønne områder og 40 individuelle parcelhuse med egen have.
– Vi er i fuld gang med at udvikle vores kommune til de borgere, der allerede bor her, og dem, der flytter til. I Herfølge Kohave bliver der plads til familier, der ønsker at leve midt i grønne omgivelser tæt på by, skole og daginstitutioner og med gode transportforbindelser, udtaler borgmester Marie Stærke.
I forslaget til lokalplanen er der taget højde for at bevare de eksisterende landlige omgivelser, ligesom der i fællesområderne vælges klimavenlige løsninger til gavn for en øget biodiversitet i området. De fælles friarealer bliver et sted, hvor de nye beboere i Herfølge Kohave kan samles socialt og skabe nye fællesskaber og godt naboskab, oplyser kommunen.