Idrætsudøvere fra Guinea og Elfenbenskysten er de seneste i rækken af afrikanere, der er forsvundet i forbindelse med de netop overståede olympiske lege i London.
Tre fra Guinea og tre fra Elfenbenskysten skriver sig dermed på en stadig voksende liste, der også tæller i alt 17 sportsfolk fra Congo og Cameroun, der alle mistænkes for at være "hoppet af" i forsøget på at skabe sig et nyt liv i Europa.
– Tre medlemmer af delegationen er ikke vendt tilbage til den olympiske by, konstaterer Adama Doumbia, der er tilknyttet Elfenbenskystens sportsministerium.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters drejer det sig fra Guineas OL-hold om en svømmer, en judokæmper og en løber, der alle har været væk siden lørdag – dagen før afslutningsceremonien.
Judokæmperen Cedric Mandembo har dog siden nægtet, at han skulle have nogen intention om at blive i Storbritannien. Han er blot på ferie, slår han fast.
– Jeg er ikke flygtet. Jeg kom her for at deltage i en konkurrence, og jeg skal nok tage hjem. Jeg har spurgt delegationschefen, om jeg kan få lov at blive her et par dage ekstra, siger Mandembo ifølge AFP.
Londons OL-arrangører oplyser, at man tidligere har underrettet politiet om savnede camerounere, men tilføjer at sportsfolkene ikke kommer i klammeri med immigrationsreglerne, før deres visum udløber til november.