Fire dræbt i skuddrama på tysk hospital

En kvinde er gået amok med et automatvåben på et hospital i Tyskland, og mindst fire mennesker meldes dræbt, heriblandt kvinden, som blev skudt af politiet.

Politi- og brandbiler ved St. Elisabethen hospitaleti Lørrach i dag.
Politi- og brandbiler ved St. Elisabethen hospitaleti Lørrach i dag.

Mindst fire mennesker er dræbt og flere er såret, efter at en kvinde er gået amok med et automatvåben på et hospital i det sydvestlige Tyskland, oplyser tysk politi.

Blandt de dræbte er – ud over kvinden selv – også en sygeplejerske og et barn.

– Ifølge vores informationer er der fire døde. Situationen er nu under kontrol, siger en talsmand for politiet.

Kvinden trængte søndag kort efter kl. 18 ind på Elisabeth Hospitalet i byen Lörrach, der ligger tæt på den schweiziske grænseby Basel.

Hun skød vildt omkring sig og rettede også sit våben mod de tilkaldte betjente, inden hun selv blev skudt og dræbt af politiet.

Det vides ikke, hvor mange mennesker, der er såret, men en politibetjent, der befandt sig på hospitalet i et privat ærinde, blev ramt af kvindens skud og svæver nu i livsfare.

Politiet kan ikke oplyse, om kvinden var eller har været patient på hospitalet.

Kort før skyderiet opstod der en eksplosionsagtig brand i en beboelsesejendom ved siden af hospitalet.

Kvinden blev set løbe fra bygningen, hvor politiet efterfølgende har fundet en kvinde og et barn, som begge er døde.

Elisabeth Hospitalet rummer et center for børne- og ungdomspsykiatri, et center for gynækologi og obstetrik samt et spædbarnscenter med en intensiv børneafdeling.