
Den gamle kostald, der hører til Finderup Præstegård, har lagt rum til høstfester, befrielsesaftener og mange andre gemytlige stunder. Men desværre er bygningen i dårlig stand.
Derfor har menighedsrådet fået lov til at rive bygningen ned og opføre en ny på stedet. Det drejer sig om en bygning på rundt regnet 300 kvadratmeter.
Der bliver også plads til fester
– Der bliver indrettet to lokaler til konfirmandundervisning på hver 65 kvadratmeter. Det laves så snildt, at der kommer en foldedør mellem de to lokaler, så de kan bruges i forbindelse med større arrangementer.
– I den bygning, hvor der i dag er konfirmandstue, skal der være kontorfaciliteter for sognepræsten og provstiet, fortæller næstformand Niels Blomhøj.
Planen er, at den gamle stald skal rives ned i begyndelsen af august, og den nye sognegård skal stå færdig til næste forår.
Arkitekter på sognegården er ægteparret Kathrine Dreyer og Svend Nyboe-Andersen fra Hesselbjerggården. De har også tegnet udstillingscentret på Fugledegård.
heba@nordvest.dk